LONDON, 2019
LONDON
6. - 9. December 2019

 
I år skulle Michlas' fødselsdag fejres i London, samtidig med at vi skulle besøge venner dér. Ulrik havde ferie, så han tog med!

Første aften skulle vi til fødselsdag hos en veninde til Rory. Fødselsdagen blev fejret på pubben The Widow's Son i East End London. Der er mange mærkelige historier og traditioner i London, og pubben er ikke gået ram forbi; oprindelsen til navnet siges, at en Kromutter havde en søn, der kæmpede i Napoleons Krigene. Han havde lovet at komme hjem til Påske, men kom ikke. Derfor gemte moren hvert år et påskebrød med et kors (Cross Bun) til ham. Ved hendes død opdagede man adskillige brød hængende i loftet i et net, hvilket de gør den dag i dag - og man lægger stadig et Cross Bun i nettet ved påsketide.

Nå men vi var til fødselsdag, og fik en masse øl. På et tidspunkt syntes vi, at fødselaren skulle have en dansk førselsdagssang, så vi sang højt, men ikke kønt, at i dag er det Karens fødselsdag ... men hun hed nu Kathe!!!

Efter pubben tog vi hjem til Rory, hvor vi fortsatte med whiskey og Ginger Ale - sikke en nat!!!

Næste morgen satte vi os i The Breakfast Room, hvor det bla. var muligt at få en Full English Breakfast - dét var herligt - så kunne London bare komme an!!!  Først så vi London Silver Vaults, som er et stort underjordisk boksanlæg, der åbnede i 1885. Oprindeligt kunne private husholdninger leje en boks til deres beholdning af sølv, smykker og dokumenter, senere overgik det til  sølvforhandlere som nu kan leje sig ind i de sikre bokse. Under Anden Verdenskrig blev huset oven over boksen total ødelagt af bomber, men boksanlægget fik ingen skader.

Herefter gik vi på sightseeing og småshopping, købte billetter til musicalen Everybody's Talking about Jamie, som vi så samme aften. Inden teatret spiste vi en let middag på Côte Brasserie. Selve musicalen var lidt af en kliché, men der var nogle rappe replikker her og der.

Efter teatret gik vi tilbage til hotellet langs Themsen.

Søndagen startede, efter morgenmaden med et besøg i Saint Paul's Cathedral. Vi troede bare at vi skulle se katedralen, men det viste sig, at der var formiddagsgudstjeneste i forbindelse med 2. Søndag i Advent. Denne oplevede vi. Først kom Præster, hjælpere og koret ind i kirken i procession, og indtog deres pladser. Det var en stor og uventet oplevelse at høre et stort engelsk kirkekor!!!!

Så gik turen til Markedet i Portobello Road, hvor vi gjorde flere gode indkøb.

Herefter gik turen til Hotel Indigo i Earl's Court, hvor Rory havde inviteret på Afternoon Tea i anlending af Michlas' fødselsdag. Det var ikke den traditionelle Afternoon Tea, denne her havde et interessant italiensk twist!!! Selv om vi næsten ikke kunne rokke med ørerne, indtog vi en gang Fish 'n' Chips på hotellet, hvor de heldigvis var udgået for ærtemosen! Hurra!

Mandag var sidste dag, hvor vi gjorde det sidste sightseeing og indkøb i Fleet Street og Covent Garden Market. Efter at have taget det forkerte tog til lufthavnen, kom vi på rette kurs, og fløj hjem efter nogle hyggelige og oplevelsesrige dage i London.
Klik her for at få dit eget GoMINIsite