DEN DOMINIKANSKE REPUBLIK, 2008

CARIBIEN 6. - 24. Januar 2008

DEN DOMINIKANSKE REPUBLIK
, Punta Cana
6. - 12. Januar 2008

Efter en temmelig begivenhedsløs flyvetur fra København, via Paris, ankom vi sent om aftenen til Punta Cana i Den Dominikanske Republik.

Det var tydeligt at mærke, at vi var kommet til andre himmelstrøg - varmen og så selve lufthavnsbygningerne, som var meget anderledes, end det man er vant til. Lufthavnen i Punta Cana er tækket med palmeblade! Store haller uden vægge, og så med en tækning af palmeblade, det var noget af et syn.

Fra lufthavnen var der arrangeret transport til hotellet, en tur på ca. 1½ time. Og sikke en tur. På en totalt mørkelagt landevej humpede ivi afsted i en gammel skrammelkasse af en bil. Vejene var et kapitel for sig. Jeg tror ikke, at vi nogensinde har oplevet sådan en vej med så store huller, som chaufføren gjorde sit bedste at zig zagge sig udenom, det lykkedes ikke altid! Dét var noget af a bumpy ride!

Vi ankom omsider til hotellet, Excellence Resort, som var det lækreste hotel, vi boede på under hele turen. Værelset var rigtigt godt, med udsigt til poolen, palmerne og havet med bølger og brus.

Serveringen ombord på flyet til Punta Cana var elendig, så vi var skrupsultne da vi ankom. Heldigvis havde vi bestilt et ophold med alt betalt, og der var servering 24 timer. Så vi satte os i Hummer restauranten, og fik en lækker middag.

Næste dag efter morgenmaden, gik vi direkte ned på stranden, hvor vi var det meste af dagen. På Stranden var der nogle underlige små sorte flag. Senere fik vi at vide, at der i de forløbne 14 dage var druknet 5 gæster!! De sidste to var far og søn, hvor sønnen forsøgte at redde faren, men de omkom begge!!! Sønnen var lige blevet gift, og hans lig var ikke blevet fundet. 

Vi mærkede selv den kraftige understrøm der var, så under resten af opholdet foregik badning i poolen.

Selve hotellet var stort og flot. På grund af varmen, var der ingen vægge i gæsteområderne, blot nogle forhæng, som daskede søvnigt i vinden. Masser af springvand, eksotiske planter og dyr, og ... palmer!

Hotellet var bygget op omkring den luftige reception, med adgang til de fleste restauranter. Fra den centrale bygning lå bygningerne med værelserne, forbundet med overdækkede gange, hvilket undrede mig, da jeg synes, at det ville være flottere at gå under åben himmel og mærke solen og vinden. Et par dage senere, skulle jeg komme til at sætte pris på at gangene var overdækkede! Hen ad eftermiddagen begyndte det at smådryppe. Drypperiet blev afløst af en mindre syndflod af vand, det regnede skomagerdrenge! I løbet af et par timer holdt regnen op, og solen skinnede som før! Jeg sagde til Peter, at jeg gerne ville opleve et rigtigt tropisk regnvejr - dét kom jeg til på Barbados.....

Der var 7 forskellige restauranter, hvor maden var en del af prisen, så der var meget at vælge imellem. Gad vi ikke bevæge os, kunne vi få serveret hvad vi ville, hvor vi var, på et hvilket tidspunkt på dagen. Luksus. Gratis minibar.

Morgenmadsbuffeten var kæmpestor og velassorteret, der var simpelthen alt! Champagne og vodka til at dulme tømmermændene!!!

Som sagt, var alle mad- og drikkevarer en den af den forudbetalte pris, hvilket vi mærkede effekten af i løbet af de første dage. Der var poolboys, som hele tiden gik rundt og serverede drikkevare og mad for gæsterne. Hver dag havde de en drink, som var dagens drink. Og i sådan en varme skal man drikke meget, så det gjorde vi, hvilket resulterede i at vi hen ad eftermiddagen havde fået en lille skid på. Skål!!! Fantastiske drinks - og de røg ned som saftevand.

Dagene gik med at dase ved og i poolen (poolbaren besøgte vi flittigt, jeg ved ikke om vi nåede drinkskortet igennem - jeg tror det næsten!), spise lækker mad og gøre bekendtskaber med de nærliggende gæster. Vi kom i snak med flere par, blandt andre et nygift par fra USA, som vi lå ved siden af ved poolen. Nogle dage senere var vi på skydebanen med dem. Det var meningen, at vi skulle have været ude at ride, men det blev ikke til noget.

En dag daskede vi op og ned ad stranden, og kom forbi en samling usle rønner, der var overhængt med alskens souvenirer. Ikke noget for os, men vi blev hevet indenfor og nærmest tvunget til at se på varerne. Blandt al muligt andet tourist-ragelse, hang der nogle malerier, hvoraf vi købte to. De blev pillet af rammerne, og rullet sammen til noget der lignede en kæmpe joint. Dem har vi tænkt os at få monteret igen og få rammet ind. Billederne kommer nok op i entréen.

Hver aften var der show på den store scene. Også her gjorde vi bekendtskaber, blandt andet et par fra USA og et livligt og underholdende par fra Irland, som vi jingede med på hotellets discotek.

Hotellet var så lækkert at det trodser enhver beskrivelse, der var simpelthen tænkt på alt. Gad man ikke lige at ligge ved stranden eller poolen, kunne man gå i hotellets spa og wellness-center, som også var ret lækkert! Der var også mulighed for at fodre hotellets påfugle, flamingoer og papegøjer, som rendte frit rundt. Området udenfor hotellet var meget fattigt og beskidt, men det var nu spændende at opleve det alligevel.

Den sidste aften flottede vi os med en privat middag for to på stranden. Der var lagt op til en rigtig hyggelig middag under stjernerne, men hotellets koncept var ikke godt nok, så det blev noget af en fuser – ærgerligt!!!! Heldigvis var Peter kommet i snak med hotellets direktør, så udgiften for middagen blev slettet fra regningen.

Det var en uge i sus og dus, med liv og glade dage.

Så var det tilbage til den palmeblads-tækte lufthavn, hvor vores bagage skulle undersøges manuelt. Man havde ikke røntgenudstyr, og vores kufferter var proppede, så det var noget af en opgave at få dem lukkede efter inspektionen. Det gik, og vi fløj til Puerto Rico, hvor vi skulle gå ombord på Serenade of the Seas, der skulle væres vores base den næste uge.

Klik her for at få dit eget GoMINIsite