Skibet var noget af et stort skrummel, så de første dage gik med at fare vild og rende frem og tilbage. Det var meget lækkert og luksuøst indrettet med kunst og malerier.
Jeg må lige indskyde nogle bemærkninger om amerikanerne. Det er godt nok et underligt folkefærd. De er så glade for at blive fotograferet. Da vi gik ombord på skibet, var der lavet en maritim opstilling, som de gladelig stillede sig op foran og fremviste deres fineste afblegede tand-smil. Og sådan gik det slag i slag. Hver gang vi ankom til et nyt sted, var der arrangeret fotografering, når man forlod skibet. Som regel var det et tema for den ø vi var ankommet til, en haj, et skibsrat eller lokale i farverige folkedragter. På selve skibet var der steder hvor man kunne blive fotograferet, og med lidt fotomanipulation kunne det komme til at se ud som om man stod på The Grand Staircase på HMS Titanic.
Amerikanernes bordmanerer er absolut kritisable! De holder på bestikket som var det en møggreb og en le de havde med at gøre. Når de havde skåret kødet ud, og i øvrigt mishandlet det, blev kniven i bedste fald lagt på kanten af tallerknen, og de skovlede maden ind – med albuerne på bordet!!!! I værste fald blev den beskidte kniv lagt direkte på dugen. Var der noget af, eller i maden de ikke kunne lide, kunne det også ryge en tur på dugen! Sådanne manerer havde ikke passeret i Havnegade uden hvasse bemærkninger!!!! Det skal dog retfærdigvis siges, at der faktisk var amerikaner, som kunne holde ordentligt på bestikket og spise pænt. Men de fleste kunne godt have trængt til en tur på Strandhotellet i Dragør for at lære manerer!!!
Kunne man se stort på deres bordmanerer og deres evindelige, overfladiske how are you, var der amerikanere, som vi havde det sjovt med. Se noget herom i Barbados-afsnittet.
Det var nu ikke amerikanere vi omgikkes mest med på cruiset. I spisesalen sad vi sad vi ved et seksmandsbord, sammen med et ungt par fra Brasilien. De var ikke så gode til engelsk, men de var meget hyggelige at være sammen med. På den anden aften, kom der et amerikansk par til vores bord, fordi de ikke var så glade for selskabet ved deres eget bord. Manden var allerede fuld, og forsøgte at være morsom på den platte måde. Han var temmelig anstrengende, men konen var sød. Ham ville vi gerne væk fra, og heldigvis stødte vi ind i gruppe fransk-canadier efter middagen, som Peter lagde for sine fødder, med et Mon Dieu og et klask på panden! De skreg af grin over hans karikatur og var selv fantastisk spændende, glade og underholdende.
Sylvie og Philippe og de fire andre havde vi nogle fantastisk hyggelige aftner med; ved deres bord i restauranten, på skibets diskotek eller i kasinoet. Sylvie har sit eget firma, hvor kun tegner og bygger huse, bygger om efter kundernes ønsker. Hendes mand er håndværker, vist nok også med eget firma.
Man skulle tro, at når man kun skal være på samme skib i en uge, at der kun er basis for at man kun skraber lidt i overfladen på de andre gæster, men her må jeg indrømme, at vi fik en god konversation og mange samtaler om interessante emner. Selvfølgelig hjalp et par sjusser i baren med at løsne tungen.
Faktisk fik vi en stående invitation til at komme og bo hos dem i Canada et par dage, hvis vejen skulle falde forbi. Denne invitation modtog vi med glæde, og inviterede også dem.
Skibet havde mange tilbud om underholdning, men det var ikke mange vi benyttede os af. Vi var dog i kasinoet et par gange, vi vandt også, men satte hele gevinsten over styr igen!
En aften, efter vi havde været på druktur (på Barbados), var vi lidt småsultne, og der var noget til inden det blev vores tur til at komme i restauranten, så vi bestilte lidt ost og rødvin, som vi indtog på balkonen mens solen gik ned. Bagefter gjorde vi os klar, og gik i spisesalen til middagen.
Den sidste aften ombord var vi så heldige både at se flyvefisk og flokke af delfiner, der sprang omkring skibet - det var et helt fantastisk syn!!!
Efter en uges fantastisk krydstogt i Det Caribiske Hav, var det tid til næste sted på ferien, som var San Juan i Puerto Rico.